Bachelor i molekylær biomedicin

”Studiet er charmerende, det faglige niveau er højt, og samtidig er det hyggeligt. Jeg hører ikke noget negativt fra nogen,” siger Kristian Rohde. Kristian drømte om at blive læge, forsøgte sig med biokemi og endte så med det perfekte kompromis: molekylær biomedicin.

Hvorfor valgte du netop den uddannelse?

Egentlig troede jeg, at jeg ville være læge, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde ret meget lyst til at have patientkontakt. Det tændte mig ikke. Så jeg undersøgte beslægtede uddannelser og begyndte så at læse biokemi.

Men jeg var kun indskrevet et par uger, før jeg fandt ud af, at det ikke lige var mig. Biokemi er en mere klassisk opbygget uddannelse med noget matematik og fysik samt meget mere kemi, men jeg ville gerne være mere målrettet fra starten. Jeg var træt af gymnasiets bredde. Så i stedet holdt jeg et sabbatår og søgte så ind på molekylær biomedicin.

Lever uddannelsen op til dine forventninger?

Ja, det gør den. Selvom der er flere redskabsfag, end jeg forestillede mig, der ville være. Jeg troede måske, at det var nemmere at blive specialiseret, men det er faktisk svært. Redskabsfagene er bare en nødvendighed på alle uddannelser, tror jeg.

Fagligheden er højere, end jeg forventede. Både undervisere og studerende er virkeligt engagerede og dygtige – det er positivt. Det ansporer en til at gøre det bedre. Ind i mellem løber man panden mod en mur, og fatter simpelthen ikke, hvad der står i lærebøgerne – men så repeterer man måske op til eksamen og får så en aha-oplevelse. Folk er flinke til at hjælpe en, både andre studerende og undervisere.

Og nu, efter et par år, begynder redskabsfagene virkelig at give mening. Så nu overvejer jeg bestemt at læse kandidaten i molekylær biomedicin.

Hvilke krav har uddannelsen stillet til dig?

Hvis du ikke besidder evnen til at planlægge, så lærer du det. Det gælder også drengene. Og så kræver studiet, at du følger med – og at du læser! I de første par fag kan man måske klare sig igennem uden den store indsats, hvis man har ligget på et højt niveau i gymnasiet. Men så går det heller ikke længere.

Molekylær biomedicin kan populært beskrives som et bindeled mellem lægegerning og biokemi. Uddannelsen er 100 procent rettet mod videre forskning – enten i den biomedicinske industri eller på universiteter.

En høj procentdel af de studerende ender med at tage en ph.d. Det er interessant, for jeg var ikke klar over, at det faktisk kan være svært at komme ud på arbejdsmarkedet, hvis man kun er kandidat. Langt de fleste virksomheder efterspørger ph.d.’ere. De vælger de bedst egnede, og de bedst egnede har som regel en ph.d.

Men en ph.d. er jo meget andet end blot en adgangsbillet til et job. Man kan se det som et ekstra speciale, hvor man får løn. Og det er ikke negativt – det hører med til perspektivet.

Hvordan er studiemiljøet?

Det er rigtig godt og hyggeligt. Da vi startede, var vi cirka 55 på min årgang. Alle kender alle på årgangen – og man kender også mange fra de andre årgange. Vi deler studiebar (fredags-bar) med biokemi og de kandidatstuderende fra bioinformatik – den hedder ”mBAR” (inspirationen til navnet stammer fra mRNA – messenger RNA).

Hvordan er din boligsituation?

Pt. deler jeg lejlighed med to venner i Brønshøj-Husum. Vi har 3 værelser og et køkken-alrum. Det er svært at finde noget, men vi var heldige og fandt lejligheden lige inden studiestart. Men jeg har da hørt om folk, der søger i et halvt år eller mere, mens de bor i skiftende, fremlejede lejligheder.

Har du studiejob?

I gymnasiet, og mens jeg holdt sabbat, arbejdede jeg i Irma. Det blev jeg ved med det første halve år under studiet. Siden har jeg været heldig at få et studiejob hos LEO Pharma. Det giver en mulighed for at skabe netværk og lære noget om, hvordan arbejdslivet er på en medicinalvirksomhed. Det er selvfølgelig en mulighed, jeg er meget glad for at have fået.

Vil du anbefale studiet til andre?

I den grad! Hvis man interesserer sig for medicin, men ikke for patientkontakt – og heller ikke for medicinsk IT, men har interessen for sygdomme – så er det en meget anbefalelsesværdig uddannelse. Det er en uddannelse hvor man virkelig følger med, og vi bruger meget primær litteratur – dvs. helt ny forskning, der bliver inddraget i undervisningen

Uddannelsen giver også mulighed for at komme på udlandsophold. Oftest er det på 5. eller 6. semester. Der er masser af universiteter i og udenfor Europa, der samarbejder med Københavns Universitet. Jeg vil tro, at ud af de 38, vi er tilbage på holdet, så skal de omkring 30 af sted til udlandet. Vi er to studerende, der tager til Karolinska Institutet i Stockholm. Det er som Erasmus-udvekslingsstuderende, og der følger et stipendium med. Det betyder, at jeg kan klare mig uden at skulle arbejde ved siden af, så jeg håber at få meget ud af det, både fagligt og socialt, og at jeg lærer en masse nye mennesker at kende.

I øvrigt er det også muligt at komme til udlandet på kandidatuddannelsen.

Hvordan lyder din samlede vurdering?

Studiet er charmerende, det faglige niveau er højt, og samtidig er det hyggeligt. Jeg hører ikke noget negativt fra nogen – heller ikke fra dem, der skifter spor til en anden uddannelse. Det er de færreste, der bare dropper ud af universitetet. De, der forlader studiet, gør det, fordi de er blevet mere bevidste om, hvad de vil.

Der findes ikke nogen bedre følelse end følelsen af at vide, at man er havnet på den rette hylde i sit liv!

Sygdomme og det at gøre de syge raske har altid interesseret mig. Kombinationen af at være vokset op på landet omgivet af dyr og med en onkel som var læge, gjorde at såvel veterinær- som medicin-studiet var med i mine overvejelser, da jeg skulle vælge studie. Dog er den bedste vej ikke altid den mest oplagte. For mig var det altafgørende, at jeg ikke ville have ansvaret for, om patienten (dyr eller menneske) overlevede min behandling. 

Jeg bevægede mig dog ikke længere væk end molekylær biomedicin, som, sådan lidt populært sagt, er lægevidenskaben uden det kirurgiske håndværk. I stedet er der det mangfoldige molekylærbiologiske håndværk, som gør det muligt at forske i alverdens sygdomme og i samarbejde med læger og farmaceuter at frembringe helbredende medicin. Så på et andet plan helbreder jeg stadig de syge.

Det, der tiltalte mig ved uddannelsen, er det lidt tværfaglige præg – kombinationen af naturvidenskab og sundhedsvidenskab. At tro at alle spørgsmål kan besvares indenfor ens egen andedam er naivt. Samarbejde på tværs af kompetencer er nødvendig for at finde løsninger, og studiet molekylær biomedicin kombinerer på bedste vis de to verdener.

I mit speciale har jeg arbejdet med en transgen muselinie for skizofreni. Jeg har fået brugt en stor del af min værktøjskasse og har på bedste hardcore molekylærbiologiske vis klonet og bestemt genotyper, men har også brugt den mere bløde del af mit studie, da jeg studerede musenes adfærd.

Begge sider af faget har været nødvendig, da en sygdom er andet og mere end blot, hvad der sker på celleniveau. Hel-organisme niveauet er i høj grad lige så vigtigt, da man ikke altid ser, hvad man forventer, når naturens store samspil starter. Og selv om det hele stadig er meget teknisk og svært at forklare udenforstående, så kan min bedstemor stadig godt se det fornuftige i mit arbejde, da det hele kan koges ned til min søgen efter en forklaring på skizofreni.

Er du ligesom mig nysgerrig af natur, stor fan af en serie som CSI og god til at lægge to og to sammen og ikke altid få fire, så er naturvidenskaben helt sikkert noget for dig. Om det lige er molekylær biomedicin der er det rigtige for jer er ikke sikkert, men har I spørgsmål, er det i hvert fald faget hvor der findes svar.