Bachelor i biokemi

For Christian Parsbæk Pedersen er der intet bedre end at bruge timevis på at studere proteiners struktur i laboratoriet. Det skulle da lige være at dele glæden med andre, der elsker proteiner ligeså meget som ham selv.

Derfor passer arbejdet som ph.d.-studerende i biokemi på Københavns Universitet ham perfekt:

”Jeg bliver nogle gange helt høj, når jeg står sammen med kolleger og har en passioneret diskussion om en ny opdagelse af strukturen i et protein. Det er den fedeste følelse, når andre er vilde med det, du selv brænder for,” siger Christian.

Processen med at forstå en teori, udvikle en hypotese og teste den i laboratoriet har virket dragende på den unge forsker, så længe han kan huske. Og som studerende på uddannelsen i biokemi oplevede han for første gang, at andre delte hans passion for at forstå naturens byggesten:

”Jeg havde nogle ekstremt inspirerende undervisere, der brændte for deres fag, og jeg kunne spejle mig i deres nørderier og ønske om at forstå vores natur på molekylærniveau,” siger han.

Undersøger, hvordan proteiner påvirker hukommelsen

Efter sit speciale blev Christian tilbudt en ph.d.-stilling, og i dag arbejder han med at forstå, hvordan et særligt protein har påvirket vores hukommelse gennem evolutionen.

”For cirka 200 millioner år siden blev mennesket inficeret af en virus, der indeholdt et protein kaldet Arc. Arc-proteinet regulerer effektiviteten af vores nerveceller og dermed også hukommelsen. Vores og andres undersøgelser peger på, at Arc-proteinet har været med til at udvikle menneskers evne til at lagre hukommelse. Ret vildt," lyder det fra Christian.

Men selvom Christians og hans kollegaers undersøgelser af Arc-proteinet er mundet ud i brugbar viden om vores hukommelse, så er det ikke dér den primære fascination ligger hos ham.

”Du skal være interesseret i detaljen på molekylær- og celleniveau – mere end i resultatets anvendelse efterfølgende,” forklarer han.

Kærlighed til grundforskning

Langt det meste af arbejdet som biokemiker handler nemlig om at undersøge celler og proteiner på mikroskopisk niveau – noget, der kræver en kærlighed til grundforskning.

”Som forsker i basalvidenskab er du ikke specielt fokuseret på produktet. Du skal have en naturlig fascination af biologiske og kemiske processer i sig selv,” siger han og slutter:

”Det er ligesom en pyramide, hvor toppen fx er at udvikle medicin mod Alzheimers eller finde en vaccine mod corona. Hvis du vil nå toppen, kræver det, at du har et fundament. Det er det, jeg arbejder på at bygge hver dag. For én ting er sikkert – der kommer aldrig en top, hvis der ikke er en bund”.

Alt levende er opbygget af kemiske forbindelser. Biokemien er kort sagt læren om disse forbindelser, og de processer og reaktioner der gør, at de i bestemte sammenblandinger og under bestemte forhold bliver til det, vi kalder liv. 

Til foråret skal jeg skrive mit Bachelorprojekt som afslutning på mit 3. studieår. Jeg har altid interesseret mig meget for kræftforskning og vil derfor også gerne skrive mit bachelorprojekt inden for dette område. Efter den første samtale med min vejleder kom jeg ud med en helt ny og mere spændende vinkel på mit interesseområde. Et godt eksempel på at du ved, hvor du starter, men du ved sjældent, hvor du ender. Og det er det, der gør det spændende. 

Der er dog én fællesnævner for alt indenfor biokemien. Den bygger på en basisforståelse af kemi, som så bruges til at undersøge alle mulige forhold i, eller i forbindelse med, levende organismer.

Eksempler på biokemikerens arbejde kan være forskning i nye vacciner mod tropesygdomme, strukturbestemmelse af ukendte proteiner eller udvikling af nye miljøvenlige sprøjtemidler i landbruget. 

Udviklingen går meget hurtigt. Ting der er opdaget for bare 5 år siden er som oftest forældede. Det er selvfølgelig en udfordring at holde sig "up to date" med hvad der sker, men det er også med til at det ikke bliver kendeligt. Du ved aldrig hvad der venter om det næste hjørne.

Det medfører, at der ingen "facitliste", eller endegyldigt svar på mange af de ting, der bliver taget op i vores undervisning, er, og det gør, at man som studerede føler, at man er helt fremme i forreste række. Hvilket man også er.

Nu handler studiet ikke kun om faglighed, der er også et godt socialt miljø på studiet, der er både revy, fodboldhold og studieblad samt faglige og sociale organisationer, der alle er med til at skabe sammenhold på studiet. 

En anden ting der også er vigtig, er læsegrupper. Der kommer tidspunkter i løbet af et studie, lige meget hvad man læser, hvor det er godt at have nogen at støtte sig til. 

Husk at det er lysten, der driver værket, og hvis man er interesseret og har viljen kan man komme rigtigt lang.

I foråret skulle jeg skrive et essay om antibiotikaresistens. Her skulle jeg selv finde litteraturen i form af originale videnskabelige artikler. Her gik det op for mig, at alle artikler, der var fra før 2001, stort set ikke kunne bruges, fordi de simpelthen var forældede. Den viden, man havde på det tidspunkt, var enten mangelfuld eller forkert. Og det var ikke et nyt antibiotika, jeg skrev om. Det havde været brugt medicinsk siden 1948, og resistens mod det havde været kendt i mere end 20 år.

Det er noget af det fede ved biokemi – udviklingen går meget hurtigt, og det gør faget meget interessant, fordi mange af de ting, man lærer om, er ny viden og ofte noget man kender fra det virkelige liv.

Den hurtige udvikling har også gjort, at biokemi er blevet et enormt stort område, og man må specialisere sig inden for et enkelt emne. Uddannelsen er en blanding af kemi og molekylærbiologi, og den sammensætning giver biokemikere nogle særlige forudsætninger. Det der får en organisme til at leve, er i sidste ende kemiske reaktioner, og den kemiske baggrund giver en god forståelse for hvad der sker og hvorfor helt nede på molekyleplan. 

Et interessant eksempel på hvad man kan bruge sin biokemiuddannelse på, er det projekt, hvor man forsøger at fremstille en plante, som kan finde landminer. Dette virker umiddelbart meget mystisk, men idéen er genial, og er i virkeligheden meget simpel.

I jorden findes bakterier, som kan nedbryde sprængstofferne i landminerne, og derved siver der nitroforbindelser ud i jorden. Planter producerer altid et rødt farvestof, men i så lille en mængde at det sjældent ses. Ved hjælp af genteknologi har man fået denne plante til kun at producere farvestoffet, når der er nitroforbindelser til stede i jorden, men så producerer den det i så store mængder, at planten bliver helt rød.

Hvis man sår planten på et område, hvor der er landminer, vil de planter, som vokser oven på minerne, blive røde, og resten vil være grønne. Tilmed har man, for ikke at sprede de transgene planter i naturen, gjort dem sterile, så de kun danner blomster, hvis de sprøjtes med et bestemt hormon.

Jeg vil specialisere mig indenfor proteinkemi, og her kan jeg bruge al min kemiske viden inden for et område, som har nogle muligheder, den traditionelle kemi ikke har. Med proteiner kan man nemlig få reaktioner til at ske, med et stort udbytte uden en masse biprodukter, som er meget svære at lave med almindelig kemi. Det er bare meget svært at designe et protein til at kunne netop det, du skal bruge, og området vil udvikle sig meget de næste mange år.

Der er et rigtig godt socialt miljø på studiet, og flere af mine bedste venner er nogle, jeg har mødt her. Det gode sociale liv er også vigtigt for at klare det, når man løber ind i problemer og pludselig ikke kan følge med. Der er altid andre, som har de samme problemer, og ved at arbejde i læsegrupper hjælper man hinanden.